Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Inklusion

Svalens pædagogiske personale arbejder for, at børn i deres hverdag oplever et anerkendende og inkluderende miljø. Det er det pædagogiske personale, der er ansvarlige for, at alle børn trives og er inkluderede i både små og store fællesskaber.

Den pædagogiske opgave er at hjælpe barnet med at forstå og regulere følelser og afstemme disse i forhold til den givne situation. Hvis der opstår konflikter mellem børnene, er det pædagogernes opgave at sørge for, at børnene oplever at komme videre på en positiv måde, hvor de oplever at blive forstået og værdsat.

I Svalen tilbyder vi børnene både det store fællesskab, men ligeledes differentierede fællesskaber, som er fleksible i forhold til at kunne styrke og videreudvikle alle børns kompetencer. Det kan f.eks. være på gruppedagene, hvor børnene er inddelt i aldersgrupper, på stuedage, hvor man er samlet som en fælles stue på tværs af alder, og i mindre grupper, der sammensættes efter behov. Læs mere om gruppedage på de relevante sider.

Vores pædagogiske mål er, at barnet udvikler selvforståelse, bliver bevidst om egne evner og grænser, samt er opmærksom og lydhør over for andres intentioner og signaler. Disse kompetencer udvikler barnet i samspil med andre i fællesskaber, hvor barnet oplever at være betydningsfuldt og værdsat.