Svalen åbner kl. 6, og i tidsrummet 6-7.15 tilbydes alle børn morgenmad. Stuerne fordeler sig herefter ud i huset, og alle børn modtages nu på deres stuer. På Månestuen og Stjernestuen er der fælles hygge på stuerne - nogle børn tager en tidlig lur, og andre leger og kommer stille og roligt i gang med dagen.
På Månestuen og Stjernestuen har vi et formiddagsmåltid hver dag kl. 9. I forbindelse med måltidet holder vi lidt samling - synger sange, laver rim og remser osv. Til måltidet tilbydes børnene mælk (børn over 1 år) og vand samt typisk brød med pålæg og frisk frugt. Vi hygger gerne med maden, så længe vi kan.
Efter formiddagsmaden er vi ofte på legeplads eller på de enkelte stuer. Der er dage med fast aktiviteter, hvor de voksne arbejder med specifikke børnegrupper, enten stuevis eller på tværs af stuerne. Det er f.eks. turdage med gåtur ud af huset og kreadage. Fredag tager en mindre gruppe børn fra hver stue på besøg i Springcenteret, hvor de styrker deres motorik og får en god oplevelse sammen med andre børn.
Kl. 11 spiser vi frokost, og fra ca. 11.30-11.45 bliver børnene skiftet og puttet. De børn, der er under to år, sover udenfor i barnevogn eller krybbe. De børn, der er over to år, sover indenfor i soveposer på madrasser. Der sidder en voksen hos dem, til de sover, og derefter er personalet på stuen ved siden af, hvor børnene også opholder sig, når de vågner.
De børn, der har brug for at sove flere gange, og derfor ikke er vågne kl. 11, spiser på andre tidspunkter. De tilbydes den samme mad, som de andre børn har spist til frokost kl. 11.
Ca. kl. 14 starter vi på eftermiddagsmad, og børnene får mad, efterhånden som de vågner. Vi vækker ikke børn, men hygger stille og roligt med børnene i deres eget tempo. Eftermiddagsmaden består typisk af rugbrød/hjemmebagt brød, pålæg og frisk frugt.
Når alle har fået mad, hygger vi ude eller inde.